Dine lærere på Fiskelinien

Fiskegal er netop ordet – mød dine to nye fiskelærere!

Det står klart for enhver, der kender til skolen: På Aalestrup Naturefterskole har vi to helt fiskegale instruktører på Fiskelinien. Når de ikke underviser på skolen, finder man dem ofte ved fiskevandet. De har begge over 100 fisketure i Danmark om året og gerne en enkelt udlandstur eller to oveni.

Læs om her, hvorfor vi på Naturefterskolen har landets bedste instruktører:

Bo Frier Rønholt

Bo er passioneret ørredfisker i både ind- og udland. Han fisker med både spin og flue, men særligt fluestangen ligger hans hjerte nært. Bo er født og opvokset i Himmerland og bor i lærerbolig tilknyttet skolen. Han er derfor mere end velbevandret i de åer og kystpladser, der ligger tæt på skolen. Siden 2005 har Bo brugt meget af sit sommerhalvår på tørfluefiskeriet efter havørred i både åen og på kysten, og han har været med til at udvikle dette spændende fluefiskeri.

Fluefiskeriet foregår også på græs, og Bo har stor kærlighed til fluekastets finesser. Han er desuden kasteinstruktør i Danmarks Sportsfiskerforbund. Det kan ikke undgås, at det smitter af på eleverne, der hvert år bliver undervist i sammensætning af grej og ikke mindst fluekast. Bo binder mange fluer og har et nærmest autistisk forhold til sin fluebokse, der skal fornyes hver vinter.
Bo har været tilknyttet Fiskelinien siden 2006, men har undervist både børn, unge og voksne i fiskeri de sidste 16 år. Han er desuden gammel fiskeelev fra efterskolen årgang 97/98. Udover efterskolen er Bo også meget involveret i Danmarks Sportsfiskerforbund, hvor han som instruktør har lavet mange kurser i både ind- og udland.

Bo har desuden udgivet fiskebogen ”Når Vi Drømmer, Taler Elven”. Bo er med i arbejdsgruppen, der arbejder med at uddanne fiskeguider i Danmark. Læs Bo’s spændende bog her.

Jakob Kjær Madsen

Jakob fisker efter alt der har finner og er en meget kompetent allroundfisker. Jakobs fiskeri er meget årstidsafhængigt, og i sommerhalvåret bruges meget tid på lakse- og havørredfiskeriet. Dog fiskes der også gerne både multer, karper og flere andre arter. I den kolde tid skifter Jakob ivrigt mellem kystens blanke havørreder samt en masse søfiskeri efter især gedde. Og meget typisk for ham foregår geddefiskeriet med både flashflue, levende agn, store jigs og wobblere. Der findes ikke mange teknikker, Jakob ikke har styr på. Jakobs passion for fiskeriet på det åbne hav fornægter sig heller ikke i dagligdagen. Med kraftigt grej og voldsomt store fisk under båden, så er Jakob i sit rette element. Jakob har flere gange dyrket havfiskeriet i det store udland. Både tropernes stærke sprintere og Nordnorges store torsk og sej har haft besøg af Jakob ved talrige lejligheder.

Jakob er uddannet biolog fra Aarhus Universitet med speciale i fiskeribiologi, og netop dette får eleverne stor glæde af på fisketurene og ikke mindst i undervisningen. Det giver Jakob mulighed for at give de interesserede elever en solid baggrundsviden om det vandmiljø, vi fisker i. Det resulterer også i, at Jakob tager elever med ud og laver vandløbspleje i de lokale bække og åer. Jakob har desuden været instruktør i Danmarks Sportsfiskerforbund siden 2003, hvor han sammen med Bo, sidder i instruktørsammenslutningens bestyrelse. Jakob har været milijøkoordinator for DSF i området omkring skolen. Han er også gammel elev på fiskelinien.

Mon du vidste dette om Fiskelinien på Naturefterskolen?

Blandt vore tidligere elever på Fiskelinien tæller vi flere instruktører hos DSF, DM-vindere og andre, der nu lever af deres passion, nemlig lystfiskeriet, som journalister, salg af udstyr osv.

Se hvem de er her.

Ydermere, så er begge Fiskeliniens instruktører tidligere elever på ANE!