NY LINJE – Gro Selv
Gro Selv med ANE
Krea, have- og selvudvikling
På Gro Selv brænder vi for at udbrede glæden ved at dyrke grønt på alle plan.
Hos os er alle velkommen!
Lige meget om du er havetypen, kreatypen eller bare vil dykke ned i selvudvikling. Så længe du sætter fællesskabet højt, skal vi nok finde en plads til dig.
Kan du lide at fordybe dig i både at være i naturen, men også skabe ting med dine hænder? Så kan Gro Selv være noget for dig.
Udover at vi på linjen skal gro vores egen mad og bruge vores grønne fingre, skal vi også ind og skabe i det kreative værksted. Vi skal blandt andet arbejde med ler og forme vores eget keramik. På skolen har vi en keramikovn tilknyttet således, at du vil kunne følge din tallerken fra start til slut. Du lærer forskellige tekniker indenfor keramik og kan regne med at skulle lave skåle, tallerkener, krus mm. men også skulptur arbejde. Senere på året skal vi ud i naturen og studere den igennem male- og tegneteknikker. Når vinteren står for døren, skal vi ud at kigge på uldproduktion og i den forbindelse skal vi farve vores eget garn og skabe hue, handsker, tørklæde eller en sweater. Kun fantasien sætter grænser her.
I det kreative værksted er vores mål at finde ro og fordybelse – her er plads til at tingene tager tid. Vi bruger naturen og bæredygtighed som vores inspirationskilde.
ChatGPT-mad
Vi er total oldschool, men på nye og spændende måder! Rester fra køkkenhaven bliver forvandlet til lækre opskrifter via moderne teknologi.
Vores værdier – og hvad skal vi lave på Gro Selv
Formålet er at danne eleverne til bevidste forbrugere, hvor bæredygtighed er omdrejningspunktet. Eleverne vil i løbet af efteråret anvende grøntsager fra egen avl samt opnå en forståelse for grøntsager i sæson. Derudover vil eleverne blive præsenteret for hvordan vi opretholder en regenerativ køkkenhave. Gro Selv handler om at finde ro og fordybelse, som vi også dyrker i det kreative hjørne. Bæredygtighed er det centrale – også i krea. Her dyrker vi alt fra ler og keramik, til farvning af garn og at bruge naturen til at skabe kunst.
Årshjulet
Eleverne vil ved brug af Gro Selv’s egen kompost, blive bevidste omkring det nedbrudte organiske materiale. Komposten samt det hestegødning vi får fra Hestelinjen, vil blive brugt til at gøde og dyrke vores grøntsager. På væksthusets udhæng vil der være placeret nedløbsrør, som skal opsamle regnvand, som vi bl.a. anvender til vanding. Forestil dig, at alt ved dit måltid er noget DU har lavet. Lige fra de dyrkede grøntsager i væksthuset til æblemosten i glasset. Derudover vil du også kunne spise af en tallerken du selv har lavet og drikke varm kakao fra en kop du har skabt. Ler og keramik vil nemlig også være en del af din undervisning, så du kan skabe og finde fordybelse i lerets mange nuancer.
Sidst på efteråret og vinteren vil Gro Selv forløb omhandle ”Nak & Æd” konceptet. På Gro Selv vil vi skabe forståelse for jord til bord princippet bl.a. igennem et samarbejde med skolens Jagt- og Fiskelinjer, ved at anvende nedlagt vildt og friskfanget fisk. Formålet med dette er at skabe en bevidsthed om dyrets anatomi og næring. Eleverne på Gro Selv vil med brug af efterårs- og vinterafgrøder fra køkkenhaven, eksperimentere med spændende retter, som indeholder henholdsvis fisk eller vildtkød og grøntsager fra egen avl.
I den kolde periode vil eleverne arbejde med up/recycling af f.eks. tekstiler, træ, metal osv. For at give dem en bevidsthed om en bæredygtig fremtid. Du får mulighed for at prøve at farve dit eget garn, male akvarel ud fra naturens farver og designe din egne strikkeprojekter.
Efter jul vil eleverne påbegynde planlægningen af køkkenhaven og hvilke grøntsager der skal plantes hvor og hvornår. Her vil de bl.a. anvende tørrede frø fra efteråret og påbegynde forspring. Hele denne proces skal medvirke til, at elevernes erfaringer og oplevelser fra efterårets høst kan udvides, så de nye elevhold får en god høst.
I løbet af skoleåret skal eleverne på forskellige besøg ved bl.a. den lokale frugtavler, mejeri, slagteri og Kornets hus. Derudover skal eleverne på linjefagstur, hvor de vil besøge forskellige jordbrug og deres perspektiver på en bæredygtig fremtid. Derudover skal vi besøge en fåreavler, for at se hvordan ulden bliver til det garn vi bruger i undervisningen.
I de perioder hvor køkkenhaven er på sit højeste, vil de elever som er i praktisk arbejde være behjælpelige med de daglige gøremål i køkkenhaven.
Faciliteter omkring ANE
Som elev på Gro Selv får du kendskab til et bredt udvalg fra naturen, som du kan besøge i fritiden eller efter aftale i de skemalagte linjefagstimer:
Regenerativ have – dit kommende klasseværelse lige bag ved elevboligerne. Her dyrker vi alle vores grøntsager og frugt mm.
Væksthuset – Driverhuset eller Spekulatoriet har mange anvendelsesmuligheder, om det så er til prikle eller tænke store tanker. Huset vi skal bygge sammen, skal bygges i genbrugsmaterialer og er vores klasseværelse når det regner eller blæser.
Brovejens frugtplantage ligger ti minutter fra skolen plantagen som altid har plads til et par nysgerrige elever. Skolen får det meste af deres frugt derfra.
Kreativt værksted på skolen som med forskellige materialer giver mulighed for at arbejde med keramik, (herunder at dreje og modellere) tegne, male, strikke/hækle og meget meget mere.
Hør meget mere om alt det vi skal lave på Gro Selv.
Skriv til Charlotte og Randi: cs@naturefterskolen.dk eller RRC@naturefterskolen.dk
(Charlotte og Randi er lærere på Gro Selv.)